Densitetsstrøm, strømmende vand, der følger bunden pga. en relativt større massefylde, som kan skyldes lavere temperatur eller indhold af sedimentære partikler. I sedimentologien anvendes udtrykket også om sedimenter, som transporteres ved hjælp af tyngdekraften. Densitetsstrømme bevæger sig derfor altid ned ad et skrånende underlag, fx en kontinentalskrænt eller den skrånende yderside af et delta. Se også turbiditer.