Den nøgne mus blev introduceret som forsøgsdyr i 1968 på Københavns Kommunehospital, hvor læge Jørgen Rygaard grundlagde en koloni til brug for immunologiske undersøgelser. Pga. den manglende afstødning af fremmed væv er det muligt at transplantere kyllingehud med fjer og hud fra krybdyr til den nøgne mus eller som på billedet rottehud. Af den rigelige hårvækst fremgår det, at transplantatet er fuldt levedygtigt.

.

Den nøgne mus, renavlet linje af hårløse mus, som er kendetegnet ved ikke at udvikle nogen brissel. Brisselmangelen forårsages af en mutation, som også berører gener af betydning for pelsdannelsen. Den genetiske variant blev beskrevet i 1962.

Uden brissel kan musene ikke producere de særlige hvide blodlegemer kaldet T-lymfocytter, som spiller en vigtig rolle i kroppens immunforsvar, se blod og immunologi. Det er derfor muligt at transplantere fremmed væv på nøgne mus, som er blevet en vigtig forsøgsorganisme i især kræftforskningen under studiet af mennesketumorers indvirkning på hele den levende organisme, se kræft; der er opnået flere patenter på nøgne mus med særlige kræftformer. Der er også fremavlet brisselløse (athymiske) rotter til forsøgsbrug.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig