den hercyniske foldning

Den hercyniske foldning. Udbredelsen af de hercyniske foldestrøg.

.

Den hercyniske foldning, den variskiske foldning, betegnelse for alle bjergkædefoldninger i Sen Devon, Karbon og Perm (ca. 370-245 mio. år). Foldningerne var pladetektonisk betinget og knyttet til samlingen af superkontinentet Pangæa.

Faktaboks

etymologi:
Betegnelsen er opkaldt efter latin hercynia silva 'den hercyniske skov' mellem Thüringen og Bøhmen.

I Tidlig Devon eksisterede der tre store kontinenter. Det voksende Asien lå dengang nord for Laurusia (Nordamerika-Grønland kaledonisk forenet med Baltica-Avalonia) på den nordlige halvkugle, og hovedparten af Gondwana (Afrika-Indien-Australien-Antarktis-Sydamerika) befandt sig syd for ækvator.

I Europa indledtes foldningerne i Sen Palæozoikum med, at Armorica og andre skorpefragmenter fra Gondwanas nordlige periferi drev nordpå, ledsaget af unge øbuer, og forenedes tektonisk med Laurusia. Kort før Karbon kolliderede selve Gondwana med Laurusia, og en fortsat pladekonvergens i Tidlig Karbon bevirkede, at der rejste sig et sammenhængende, bredt system af bjergkæder omkring den bugtede kollisionssutur. Nedslidte og "rodløse" rester fra disse "senpalæozoiske alper" findes nu i Quachita-foldebæltet og Appalacherne i Nordamerika og i Marokko og det variskiske tilvækstbælte i Europa, se Europa (geologi). Den sidste brik i Pangæas plademosaik kom på plads i Tidlig Karbon-Sen Perm, da det voksende Asien efter rotation med uret østfra kolliderede med Laurusia, og Uraliderne opfoldedes. Se Asien (geologi).

Denne kollision og samtidige bevægelser i Appalacherne bevirkede, at Europas palæozoisk samlede skorpe blev vredet og gennemsat af store brudzoner, mens Tornquist-zonen anlagdes i det nærliggende Baltica. I det sydlige Gondwana dannedes også et senpalæozoisk foldebælte; det gik imidlertid i stumper og stykker ved Gondwanas opbrud. Rester træffes nu bl.a. i Østaustralien, Sydamerika og Sydafrika.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig