Den formhistoriske skole er en retning inden for bibelvidenskaben, der begyndte at gøre sig gældende i de første årtier af 1900-tallet, først for Det Gamle Testamentes vedkommende, siden efter 1. Verdenskrig i evangelieforskningen. Formhistorien vil forstå de bibelske beretninger ud fra den forudsætning, at en periode af mundtlig overlevering er gået forud for nedskrivningen. Herunder er overleveringerne blevet formet af den brug, der er blevet gjort af dem.

Iagttagelsen af formmæssige fællestræk karakteriserer bestemte typer af fortællinger, og disse forbindes med typiske situationer i menighedens liv: belæring, prædiken o.l. Denne "levende brug" (Sitz im Leben) antages altså også indholdsmæssigt at have dannet og formet fortællingerne, der således ikke direkte er kilder til det, de handler om (fx "den historiske Jesus"), men til menighedens tro og forestillinger.

Formhistorien dominerede tysk og skandinavisk bibelvidenskab i 1900-tallets første halvdel og danner stadig en del af grundlaget for historisk bibelforskning. Især kendte repræsentanter for en formhistorisk tilgang var inden for forskningen i Det Gamle Testamente Hermann Gunkel, inden for evangelieforskningen Martin Dibelius og Rudolf Bultmann.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig