den finansielle sektor

De traditionelle finansielle arbejdsopgaver omfatter formidling af betalinger, formidling af handeler, opbevaring af værdier, modtagelse af indlån, udstedelse af obligationer og andre værdipapirer, udlån, forsikring, anden beskyttelse imod risici mv. Ofte medvirker den finansielle virksomhed til at omdanne og målrette de finansielle fordringer til den enkelte kundes behov. Eksempelvis modtager pengeinstitutterne indlån med kort opsigelsesfrist og udlåner midlerne på langt sigt.

En række finansielle nøglefunktioner er: 1) varetagelse af et betalingssystem, 2) indsamling af midler til finansiel virksomhed i stor skala, 3) flytning af økonomiske resurser igennem tid og mellem brancher og regioner, 4) skabelse af metoder til styring af usikkerhed og kontrol af risikotagning, 5) skabelse af de informationer, der hjælper til korrekt økonomisk beslutningstagning, 6) afhjælpning af situationer, hvori den ene part ved finansielle transaktioner har information, som den anden part ikke har.

Langt hovedparten af de finansielle funktioner udføres af en finansiel virksomhed, men de udføres principielt af den enkelte person eller virksomhed; mange betalinger og personlige lån sker da også uden finansielt mellemled. Nogle store virksomheder har egne finansafdelinger (intern bank). Ofte er det lettest, mest effektivt og billigst at forestå de finansielle funktioner på et marked eller igennem en finansiel institution, der bringer købere og sælgere af finansielle fordringer sammen og informerer om priserne. Det skaber likviditet i markedet, og det sænker handelsomkostningerne. Endvidere kender den finansielle institution parterne ved at have opsamlet information om deres tidligere adfærd, og derved skaber institutionen sikkerhed for modparten. Samtidig kan en finansiel virksomhed mindske de finansielle risici ved at opbygge porteføljer, fx med værdipapirer eller med mange udlån til forskellige brancher og regioner. De finansielle institutioners effektivitet og troværdighed er af stor vigtighed for kunderne, da de derved sikres bedst og billigst betjening.

Optræden på de finansielle markeder foregår hovedsagelig gennem finansielle institutioner, fx varebørser, fondsbørser, vekselerere, pantelånere, sparekasser, realkreditinstitutter, banker, forsikringsselskaber, reassuranceselskaber, pensionskasser, investeringsselskaber, kontokortselskaber, diverse fonde, halvoffentlige garantiselskaber, udviklingsselskaber og leasingselskaber. Hver nation har sine finansielle institutioner, der imidlertid pga. liberalisering, internationalisering og øget konkurrence ligner hinanden mere og mere.

Specialisering og særlig ekspertise har haft stor betydning for dannelsen af de nuværende finansielle institutioner og for deres mulighed for at opbygge stordriftsfordele. Pengeinstitutterne skaber således størst stabilitet ved at indhente indskud fra flest mulige kilder i samfundet. Ligeledes kan kreditinstitutterne opnå stordriftsfordele ved at udjævne kreditrisikoen på deres udlån via et stort antal udlån til flest mulige kundegrupper. For et realkreditinstitut afgør udlånsomfanget obligationsseriernes likviditet; den har stor indflydelse på investorinteressen og sikrer den rigtige kurs ved senere tilbagekøb af obligationer til indfrielse af lånet.

Flere typer finansielle institutioner fungerer fortsat under monopollignende forudsætninger, hvilket især er tydeligt for de reelt offentlige pensionsopsparingsfonde ATP og LD. Inden for en række fag rummer overenskomsterne tvungne betalinger til pensionsopsparing i fagets pensionskasse, som derved kommer til at besidde et monopol. Der er imidlertid fjernet et stort antal monopolregler og andre konkurrencebegrænsninger, som vedrører finansiel virksomhed.

De betydeligste finansielle institutionsformer er underlagt offentligt tilsyn; i Danmark Finanstilsynet. Den fortsatte omfattende statslige regulering af de finansielle virksomheders aktiviteter skal især konsolidere deres sikkerhed og er i vid udstrækning internationalt aftalt. De finansielle institutioner søges dermed beskyttet imod både egen risikotagning og de risici, der udspringer af den økonomiske udvikling.

Finansielle kriser opstår med års mellemrum, først og fremmest i et lands banksystem og ofte med international afsmitning. I Danmark måtte 31 af de 208 banker, der eksisterede i 1920, træde i likvidation med tab i løbet af 1930'erne. Omkring 1990 måtte pengeinstitutterne og også realkreditinstitutterne notere betydelige tab, og flere bankkrak fandt sted. På samme tidspunkt forekom endnu større tab i de finske, svenske og norske banker, hvori der blev indskudt betydelige offentlige midler.

Ved en finansiel krise mister de finansielle markeder og institutioner evnen til at fungere effektivt, idet de holder igen mht. nyudlån, og det hindrer aktivitet og især ekspansion i erhvervene. Finansielle kriser opstår oftest ved konjunkturtilbageslag, særlig stram økonomisk politik eller svigtende krav til investeringers afkast og rammer især de finansielle institutioner, der har påtaget sig særlig store risici, haft få store kunder eller har udvist spekulativ adfærd. Der gøres en betydelig indsats for ved lov at sikre de finansielle institutioner imod kriser. Reglerne har også til formål at sikre konkurrence mellem de finansielle virksomheder, således at forbrugerne erhverver finansielle produkter på et så effektivt marked som muligt. Desuden forfølger den offentlige regulering politisk fastsatte mål; i Danmark dog i mindre grad end i årene frem til omkring 1980, da kapitalmarkedet var afskærmet over for udlandet.

Centralbanken, i Danmark Nationalbanken, udøver en overordnet styring af de finansielle markeder og virksomheder via dens pengepolitiske råderum. Banken kan som led i valutapolitikken påvirke den korte rente væsentligt, men som følge af de internationale kapitalmarkeders påvirkning har den ingen nævneværdig indflydelse på den lange obligationsrente. Se også afsnit om den finansielle sektor under Danmark (privat service).

• obligationer
• Danmark (privat service)