den babyloniske diaspora

Den babyloniske diaspora, jødisk koloni i Babylonien, som opstod efter det babyloniske eksil eller det babyloniske fangenskab. Kong Nebukadnesar af Babylon førte i 586 f.Kr. en del af Jerusalems indbyggere i fangenskab til Babylonien. Efter eksilets ophør i 538 f.Kr. blev en betydelig del af dem boende og lagde herved fundamentet for den jødiske diaspora i Babylonien.

Den jødiske historiker Josefus omtaler koloniens privilegier, som videreførtes i den græske periode. I 1.årh. e.Kr. blev det relativt selvstændige område organiseret med en eksilark (eksilfyrste) som verdsligt overhoved og valgt af Davids slægt. Eksilarkordningen blev respekteret under det senere muslimske herredømme fra 600-t. og indtil afskaffelsen i 1401. Det jødiske samfunds leder i Baghdad bevarede en overordnet position indtil 1700-t.

Jødisk lærdom fik gode kår i den babyloniske diaspora. De rabbinske akademier, som opstod der efter Bar Kochba-opstanden i 132-135, blev suppleret med lærde, flygtet fra Judæa. Da det kristne kejserdømme fra 300-t. pålagde det jødiske samfund i landet Israel restriktioner, der kulminerede i det jødiske patriarkats ophævelse i 425, blev de babyloniske akademier jødedommens åndelige centrum. Berømte var skolerne i Sura og Pumbedita, som blomstrede fra 200-t., og hvis ledere bar ærestitlen gaon (excellence), indtil gaonatets ophævelse i 1040. I disse akademier foregik samlingen og udviklingen af materialet i den babyloniske Talmud, hvis indflydelse på jødisk tanke og praksis er uden sidestykke. Se også jødedom (rabbinsk jødedom).

Det babyloniske fangenskab er endvidere blevet brugt om pavestolens eksil fra Rom, da paverne 1309-77 opholdt sig i Avignon i Frankrig.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig