den arabiske skrift

Den arabiske skrift stammer oprindelig fra den aramæiske. Det er en kursiv konsonantskrift, der går fra højre mod venstre. Punkter over eller under tegnene adskiller tegn, der ellers er ens, jf. dansk skelnen mellem a og å. Tre af tegnene kan også angive lang vokallyd. Korte vokaler anføres med diakritiske tegn over eller under konsonanterne; de skrives dog normalt ikke, bortset fra i Koranen, i poesi og i begynderskolebøger.

Skriften har større udbredelse end sproget og er efter den latinske den mest udbredte i verden. Skriften bruges til at skrive sprog som kurdisk i Irak, farsi (persisk) i Iran, baluchi i Iran og Pakistan, pashto i Afghanistan og Pakistan, sindhi og punjabi i Pakistan, urdu i Pakistan og berberisk i Nordafrika; den bruges desuden af muslimerne i Indien. Lokale varianter bruger forskellige ekstra tegn. Tidligere blev tyrkisk (indtil 1928), hausa og swahili skrevet med arabisk skrift. I middelalderen blev også den spanske dialekt mozarabisk skrevet hermed. Den maltesiske dialekt skrives med det latinske alfabet og fungerer som den eneste arabiske dialekt som fuldgyldigt selvstændigt skrift- og litteratursprog.

Den semitiske modvilje mod billeder har givet skriften en betydningsfuld plads i kunsten. I kalligrafiske håndskrifter sættes skønskriften ofte højere end miniaturemalerier, og skriften bruges som dekorativt element på bygningsværker og kunstgenstande, ofte i form af citater fra Koranen.