Dekstrokardi er en medfødt tilstand, hvor hjertets placering i brysthulen er spejlvendt, således at det vender mod højre, hvor det normalvis vender mod venstre. Tilstanden har ingen fysiologiske eller sygdomsmæssige konsekvenser, men kan være vigtigt at vide i forbindelse med andre sygdomme. Dekstrokardi an ses samtidig med spejlvending af andre organer i både brysthule og mave (situs inversus).

Faktaboks

Også kendt som

dextrokardi (af latin dexter, ‘højre’ og græsk kardia, ‘hjerte’), deksiokardi (af græsk deksio, 'højre' og græsk kardia, 'hjerte').

Forekomst

Det vurderes at dekstrokardi forekommer hos ca. en ud af 12.000 nyfødte.

Årsager til dekstrokardi

Dekstrokardi er en medfødt misdannelse. Årsagen er ikke endeligt klarlagt, men skyldes formentlig genetiske afvigelser tidligt i graviditeten. Det specifikke gen, der forårsager dekstrokardi, er ikke kendt.

Symptomer på dekstrokardi

Dekstrokardi giver ingen symptomer.

Diagnosen dekstrokardi

Diagnosen er ofte et tilfældigt fund ved lægeundersøgelse af hjertet, hvor en ændret placering af hjertelydene ved stetoskopi kan give mistanken. Diagnosen bekræftes ved ultralydsscanning af hjertet, en såkaldt ekkokardiografi.

Behandling af dekstrokardi

Dekstrokardi kræver ikke behandling.

Prognose

Dekstrokardi har ingen betydning for hjertets funktion, og prognosen er derfor uændret i forhold til hjerteraske. Det kan dog være vigtigt at vide i forbindelse med behandling af andre sygdomme, hvis hjertets placering i brysthulen er anderledes end normalt.

Læs mere på lex.dk

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig