dekadisk præfiks

Dekadisk præfiks, symbol, der angiver en potens af grundtallet ti, foranstillet en enhed; potensen kan have en positiv eller negativ heltallig eksponent, der, bortset fra værdierne ±1, ±2 og 4, altid er et multiplum af tre, svarende til den sædvanlige måde at inddele store tal i ciffergrupper på tre cifre.

Præfikser til brug i forbindelse med SI standardiseres og tilføjes løbende efter behov af Bureau international des poids et mesures (BIPM).

Følgende tabel viser de pr. 2015 definerede dekadiske præfikser, idet ±n er eksponenterne; alle på nær myria- benyttes i SI:

n 10n betegnelse symbol navn 10-n symbol navn
0 1 1
1 10 ti da deka-, deca- 0,1 d deci-
2 100 hundrede h hekto-, hecto- 0,01 c centi-
3 1000 tusind(e) k kilo- 0,001 m milli-
4 10.000 titusind(e) my myria-
6 1.000.000 million M mega- 0,000001 µ (se my) mikro-, micro-
9 osv. milliard G giga- osv. n nano-
12 billion T tera- p pico-, piko-
15 billiard P peta- f femto-
18 trillion E exa- a atto-
21 trilliard Z zetta- z zepto-
24 kvadrillion Y yotta- y yokto-, yocto-

Som det fremgår af tabellen, findes nogle præfiksers navne i dobbeltform, fx mikro- og micro-. Som hovedregel er formen indeholdende "k" i så fald den på dansk anvendte, og formen indeholdende "c" den i engelsk skriftsprog og internationalt anvendte. En enkelt undtagelse er, at pico- oftest også er den foretrukne stavemåde på dansk; piko- ses meget sjældent. Navnene for præfikserne for n til og med ±18 er baseret på det græske sprog, bortset fra pico- og piko-, hvis oprindelse er spansk, samt femto- og atto-, der på fysikeren Henning Højgaard Jensens initiativ er blevet navngivet efter de danske talord hhv. femten og atten. For eksponenterne n ≥ ±21 er navnene for præfikserne med den negative eksponent dannet ud fra de latinske navne for, hvilke multipla af tre, der er tale om. Således zepto- (10-7∙3 = 10-21) for syv og yocto- (10-8∙3 = 10-24) for otte; zetta- og yotta- er afledninger af disse.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig