deaminering

Deaminering, fjernelse af aminogrupper (-NH2) fra molekyler i organismen. Vigtigst er deaminering af aminosyrer, hvilket er den første proces i deres nedbrydning. Det foregår hovedsagelig i leveren og kan ske på fire måder:

Ved transaminering, dvs. at kvælstofatomet flyttes fra en aminosyre til α-ketoglutarat, som herved omdannes til glutamat.

Ved oxidativ deaminering, hvor kvælstofatomet fraspaltes som NH4+ (ammoniumion).

Ved hydrolytisk deaminering, dvs. at kvælstofatomet vha. vand fraspaltes som NH4+.

Ved direkte deaminering, hvor aminosyren direkte afgiver kvælstof som NH4+.

Ammoniumionen er giftig for hjerneceller og må derfor i leveren omdannes til det ugiftige urinstof, der udskilles med urinen.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig