De evangeliske råd, (latin consilia evangelica), efter katolsk opfattelse de ord af Jesus om en efterfølgelse, der ligger uden for de bud, som enhver kristen er forpligtet af; de evangeliske råd er knyttet til tanken om kristelig fuldkommenhed (jf. Matth. 19,21). De tre råd, der især fremhæves i katolsk tradition, er fattigdom, cølibat og lydighed, dvs. afkald på ejendom, ægteskabeligt samliv og personlig råderet, idet klosterlivet ses som en særlig markant efterlevelse af de evangeliske råd (se ordensløfte).