Dar al-harb, (arab. 'krigens hus'), i islamisk ret områder, som ikke er underlagt en islamisk administration; termen findes ikke i Koranen. Fra områder under muslimsk kontrol blev der middelalderen igennem ofte rettet militære angreb ind i dar al-harb, fx angreb mod Det Byzantinske Rige og senere Osmannerrigets angreb mod det centrale og østlige Europa. Efter etableringen af moderne nationalstater i den islamiske verden spiller begrebet en langt mindre rolle i islamisk ret end tidligere.