dansk tunge

Betegnelsen, der vidner om, at det udstrakte områdes sprog opfattedes som ét, er formodentlig skabt af et nabofolk til nordboerne, måske sakserne, for hvem danskerne var nærmest.

Angelsaksiske kildetekster bruger dog også denisc (‘dansk’) eller dene (‘danskere’) som fællesbetegnelser for de vikinger, der hærgede i England og bosatte sig i Danelagen.

De tydeligste eksempler på dansk tunge som en fællesbetegnelse for det nordiske sprogområde findes i islandske kilder, hvor det kaldes for dǫnsk tunga. Fx fortæller Olav den Helliges saga i Snorri Sturlusons sagaværk Heimskringla (ca. 1230) om "de høvdinger, som har haft magt i Norden og talt danska tungu".

Skjalden Sighvatr Þórðarson fortæller ligeledes i sin digt Víkingavísur om “den jarl, der var næsthøjest og havde den bedste slægt i hele den danske tunge”.

Til forskel fra dansk kaldes sproget i Norge og på Island fra og med 1200-tallet oftere norrønt.

Mens man er på nogenlunde sikker grund, hvad angår betydningen af dansk tunge i de islandske kilder, er det mindre sikkert, hvad betegnelsen dansk står for i de ældste danske kilder. Det står således ikke altid klart, om der menes hele området eller kun det egentlige danske sprog.

I begyndelsen af 1200-tallet siger Saxo, at Danmark sprogligt står Sverige og Norge nær. Men han omtaler også norske spioner, som kunne tale "danica lingva". I prologen til Jyske Lov fra 1241 siges det, at loven står skrevet a danskæ, dvs. på dansk. Fra ca. 1340 nævnes også svensk, som kort efter 1400 udtrykkeligt skelnes fra dansk.

• norrønt
• nordiske sprog
• dansk – historie