dansk - det skrevne sprog

Dansk - det skrevne sprog, Som skriftsprog er dansk kendetegnet af en meget fast norm; og ved dansk forstås i almindelighed netop denne rigssprogsnorm. Reglerne for stavning af dansk er fastlagt af Undervisningsministeriet i en bekendtgørelse af 1892 med senere ændringer og tilføjelser. I princippet er kun skolen og statstjenesten bundet af disse regler, men de følges af praktisk taget alle skrivende. Med Retskrivningsloven af 1997 blev der for første gang lovgivet om officiel dansk retskrivning. Se retskrivning. Inden for den givne ramme bestemmes detaljerne i Retskrivningsordbogen, udarbejdet af Dansk Sprognævn.

Dansk skrives med det latinske alfabet, udvidet med æ, ø og å. Bogstaverne c, q, w, x og z bruges i visse ord, der er optaget fra fremmede sprog, fx check, quiz, weekend, show, fax, zone. Dog foreskriver den overordnede regel en tilnærmet fordanskning, idet fx bogstavet c normalt kun beholdes, når udtalen er [s] som i fx centrum, hvorimod der skrives k, når lydværdien i det fremmede sprog er [k], fx balkon, fra fransk balcon; i lydforbindelsen [ks] beholdes cc, fx acceptere, succes. Et x bevares foran c som i excentrisk, men udskiftes ellers som hovedregel med ks: ekstra, luksus, seksuel osv.

Retskrivningen er overvejende konservativ og stemmer kun delvis med nutidig udtale. I stavelser med kort vokal står i, y, u ofte for en mere åben udtale, der svarer til skriftens e, ø, å, fx i ligge, skylle, mund; men i kigge, skylde, hund udtales de samme vokaltegn bogstavret. Bogstavforbindelserne eg og øg er flertydige; de står for lang vokal plus konsonant i fx veg og høg, men for diftongerne [ɑj] og [ɔj] i leg og røg, og de samme diftonger kan også skrives ej og øj som i vej og høj. For spiranterne (hæmmelydene) [ð] og [ɣ] har skriften ingen specielle tegn; de behandles i retskrivningen som positionsbestemte varianter af klusilerne (lukkelydene) [d] og [g]. Vokaler skrives aldrig dobbelt, og konsonanter ikke dobbelt i slutstilling. Af stavemåder som hul, fyr, læs kan man derfor ikke se, om vokalen er lang eller kort; det kan man derimod af hule, fyren, læser og hulle, fyrren, læsser, hvor enkelt konsonant betegner foranstående lang vokal og dobbelt konsonant kort vokal. Skrivemåderne ld og nd, hvor d kan være stumt, viser altid kort vokal som fx i huld, bold, vind, bande; men der skelnes mellem ordpar som kul og kuld, skin og skind, skønt alle ordene har kort vokal.

Importerede ord skrives dog ofte efter det fremmede sprogs mønster, derfor fx speeder og boom med dobbelt vokal, grill og stress med dobbelt konsonant i slutstilling og cykel, etape, kapitel med enkelt konsonant efter kort vokal. For ord, der er optaget fra fransk, er det en hovedregel, at der skrives æ og ø for fransk ai og eu, fx i sæson og miljø; dog ses også undtagelser som mayonnaise og flair. I en del ord skrives også u og y for fransk ou og u, således i kutyme for fransk coutume, men ikke i fx ouverture, jalousi, parfume.

Principielt er det kun stavningen, der reguleres gennem Retskrivningsordbogen. Men i praksis sætter ordbogen også normen for ordenes bøjningsformer; fx optager den både sværgede og svor, men kun strakt, ikke den konkurrerende form strukket, som derved indirekte forkastes. Syntaks og stil er derimod ikke officielt reguleret.

Læs videre om udtale eller læs om dansk generelt.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig