danaider

Danaider, (af gr. danaidai 'efterkommere af Danaos'), i græsk mytologi kong Danaos' døtre (se Argos). Danaos og hans bror Aigyptos boede i Egypten og havde hhv. 50 døtre og 50 sønner. En familiefejde skulle afsluttes ved giftermål mellem disse, men på Danaos' råd dræbte døtrene deres ægtemænd i brudesengen (på nær én), og s.m. Danaos' far flygtede de til Argos. De blev senere myrdet s.m. deres far af den overlevende brudgom.

Først i slutningen af 300-t. f.Kr. blev sagnet sat i forbindelse med forestillingen om, at ugifte i Hades må slæbe vand til en bundløs krukke (lutroforos), der tolkes som det bryllupsbad, de ikke fik i levende live. I den nye sammenhæng opfattes krukken formentlig som de dræbte ægtemænds gravvase (pithos), og den evige vandbæring tolkes som et aldrig afsluttet sonoffer. Myten om "danaidernes kar" er muligvis opstået i den orfiske religion, og som symbol på evig straf findes karret, der aldrig kan fyldes, først her.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig