Daldøs, (af ukendt opr.), gammelt dansk spil, hvis bræt, brikker og terninger ikke kendes fra andre spil. De to aflange "terninger" har hver fire mulige udfald: dallen (1), 2, 3 eller 4. Det er et erobringsspil for to, der hver råder over 16 specielt tilskårne brikker. En brik kan sættes i aktion, fordalles, når man slår en dalle i sin tur. Spillet nævnes hos J.P. Jacobsen i Fru Marie Grubbe.