Dæmpning, sammenfattende betegnelse for det fænomen, at svingninger med tiden klinger ud. Det gælder fx lydbølger og svingninger i bygningselementer eller andre strukturer. Dæmpningen svarer til, at energien i bevægelserne omdannes til indre varme eller afgives til omgivelserne. Dæmpning antages ofte at være viskos, svarende til dæmpende kræfter, som er proportionale med hastigheden i bevægelserne. Dæmpning forhindrer, at påvirkninger i resonans med egenfrekvenser giver ukontrolleret store bevægelser.

Dæmpningsled

er en elektrisk eller mekanisk komponent, som anvendes til at dæmpe svingninger i elektriske og hydrauliske kredsløb eller i mekaniske systemer; i alle tilfælde ved at absorbere energi. I elektriske kredsløb anvendes ohmske modstande eller drosselspoler, i hydrauliske kredsløb indskydes et snævert hul, som dæmper tryksvingninger, og i mekaniske kredsløb kan som mellemlæg indskydes et elastisk materiale med stor indre friktion.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig