Cyklorama, (af gr. kyklos 'kreds, ring' og horama 'syn, skue'), bevægeligt panorama malet på lærred, der rulles frem for tilskuerne. I modsætning til almindeligt panorama kræver cyklorama ikke særlige bygninger. Det kom frem i første halvdel af 1800-t. og var især et amerikansk fænomen. Et populært motiv var en rejse ned ad Mississippi, som den viste sig for en passager om bord på en floddamper. Forestillingen blev ledsaget af musik og foredrag. Cykloramaer blev også anvendt som bagtæpper i de mekaniske teatre, hvor automater og hånddukker viste scener fra forskellige steder i verden. Et cyklorama blev vist på Vesterbros Teater i 1853.