Kabinen i en personbil ved en crashtest.

.

Crashtest, kollisionsprøve; forsøg, hvor en bil støder sammen med en genstand for at afprøve bilens sikkerhed.

Faktaboks

Etymologi
Ordet crashtest er sammensat af de engelske ord crash ('kollision' eller 'sammestød') og test.

På europæisk plan har den uafhængige organisation Euro NCAP (The European New Car Assesment Programme) siden 1997 stået for at crashteste sikkerheden på indtil nu omkring 540 (2013) fortrinsvis personbiler, der er til salg på det europæiske marked.

Herunder er ca. 190 nye biler (status 2013) blevet testet eller gentestet efter en ny protokol (metode), hvor det siden 2009 ikke har været frontaltesten alene, der er baggrund for de gule stjerner (maks. fem), som tildeles bilerne i prøveresultat. I det nye vurderingssystem tæller barnesikkerhed, fodgængersikkerhed, risiko for piskesmæld-skader og aktiv sikkerhed i form af ulykkeshindrende udstyr i bilerne også med.

Hvert år skærpes forudsætningerne for at opnå det enkelte antal stjerner. Således er der biler, der, hvis de var blevet testet efter 2012-reglerne, kun ville have opnået tre stjerner, men som nu fremstår som femstjernede, fordi deres test blev offentliggjort kort før årsskiftet i henhold til 2011-reglerne.

Forskellen mellem 2012 og 2013 er beskeden, men nye testprocedurer gør, at resultaterne fra 2013 og frem ikke uden videre kan sammenlignes bagud.

Selve frontaltesten fremstår dog næsten uberørt siden starten. Disse karakterer (point) som interesserer de fleste bilister mest, kan med god sikkerhed sammenlignes bagud.

Euro NCAP er støttet af en række europæiske regeringer, bil- og forbrugerorganisationer samt EU-Kommissionen.

To hjemmesider: Euroncap.com, den officielle Euro NCAP-hjemmeside på engelsk og Sikkerbil.dk, en uafhængig dansk hjemmeside om crashtests og bilsikkerhed

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig