Notationen cpm er en forkortelse for det engelske counts per minute 'tællinger per minut', som er en enhed for måling af radioaktive henfald. Enheden cpm bruges ved måling af svage radioaktive kilder, fx måling på en prøve til kulstof 14-datering eller måling på en blodprøve i nuklearmedicin.

Enheden becquerel (Bq) og den ældre enhed curie (Ci) bruges til at angive antal henfald per tid af den radioaktive kilde. I modsætning hertil bruges cpm til at angive antallet af registrerede henfald per tid.

En given detektor for radioaktivitet vil normalt ikke registrere alle henfald. Fx vil en geigertæller kun måle den stråling, som kommer i tællerens retning. Men jo tættere geigertælleren er på kilden, jo større en andel af strålingen vil ramme tælleren. Sammenhængen mellem cpm (registrerede tællinger per minut) og Bq (henfald per sekund) afhænger således af målesituationen (målegeometrien).

Sammenhængen afhænger også af detektoren. En geigertæller er god til at måle alfastråling og betastråling, men måler ikke gammastråling særlig effektivt. Derimod måler en scintillationsdetektor gammastråling meget mere effektivt. Samme gammakilde vil derfor give mange flere cpm med scintillationsdetektoren end med geigertælleren.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig