Coxitis er en betændelse i hofteleddet.

Faktaboks

Etymologi
Ordet kommer af latin coxa ‘hofte’ og græsk -itis ‘betændelse’.
Også kendt som

coxit

Infektiøs coxitis

Bakteriel coxitis i hofteleddet skyldes som regel en spredning af bakterier fra blodbanen eller som følge af injektioner eller kirurgi i leddet.

Borreliose

Infektion med bakterien (Borrelia burgdorferi) kan medføre sygdommen Borreliose (Lyme Disease). Infektionen kan sætte sig i hofteleddet, og kan give langvarige smerter i lysken og hoften. Sygdommen skyldes bid af en skovflåt der bærer bakterien.

Tuberkulose

Tuberkulose var tidligere den hyppigste årsag til coxitis, og det ramte som regel børn i fem – til tiårsalderen. Ved coxitis forårsaget af tuberkulose spredes tuberkulosen fra lungerne via blodbanen til hofteleddet. Tilstanden fører til smerter og øget væske i hofteleddet. Samtidig sker en destruktion af leddet, indskrænkning af bevægeligheden (kontraktur) og svind af muskelvævet (muskelatrofi). Hofteleddet bliver roteret, så leddet og benet kommer til at vende indad.

Ikke-infektiøs coxitis

Coxitis ses af og til også ved systemiske sygdomme fx ledegigt (reumatoid artrit).

Serøs coxitis

Serøs coxitis er en forbigående tilstand hos børn i to – til otteårsalderen. Årsagen er ukendt, men serøs coxitis omtales teoretisk som forbigående gigt, en såkaldt reaktiv artrit. Den opstår som følge af en nylig overstået virussygdom. Serøs coxitis er dobbelt så hyppig hos drenge, og det er den mest almindelige hoftelidelse i denne aldersgruppe. Ved serøs coxitis undgår barnet at belaste benet pga. smerter, og vil derfor halte på det ene ben. Behandlingen er smertelindring og aflastning, og prognosen er god.

Læs mere på lex.dk

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig