Clarino, (ital., af lat. clarus 'klar, lys'), en naturtrompet, der med en lille rørdiameter er bygget til at kunne spille høje toner. Det er også betegnelsen for en trompetstemme i det høje leje, clarinregisteret (det dybere leje benævnes principalregisteret). Clarinblæsning kaldes kunsten at spille i det høje register på naturtrompet. Betegnelserne stammer fra renæssancetiden (1500-t.) og blev brugt indtil begyndelsen af 1800-t., hvor naturtrompeten efterhånden afløstes af ventiltrompeten. Nutidens trompetister bruger ofte en særligt konstrueret "Bach-trompet" til at udføre de ældre, krævende stemmer for trompet i clarinlejet, fx i J.S. Bachs 2. Brandenburgkoncert.