Civil service, engelsk betegnelse for det nationale civile embedsvæsen og dets ansatte med undtagelse af militær-, kirke- og retsvæsen, først anvendt i den britiske administration i Indien. Ansættelse inden for civil service sker efter kvalifikation og anciennitet, og politisk valgte eller udnævnte embedsmænd regnes normalt ikke med til civil service. I USA indførtes i 1883 en lovgivning, Pendleton Civil Service Act, med det formål at sikre en partipolitisk uafhængig embedsmandsstand; den øverste administrative ledelse er dog oftest politisk udnævnt og udskiftes ved regeringsskifter. Se også spoils-systemet, embedsmand og centraladministrationen.