Cirkusartister udfører et akrobatisk nummer.

.

Cirkusartist, artist, som optræder inden for en eller flere af de artistdiscipliner, der indgår i en cirkusforestilling.

I de gamle artistfamilier blev børnene fra ganske små oplært, så de kunne assistere forældrene eller deltage med egne entréer i en forestilling. Tilpasset efter alderen lærte de akrobatik, ridning, spring, linedans eller trapezøvelser for som voksne at blive alsidige artister. I cirkusfamilier, hvor der ikke var børn, tog man ofte plejebørn eller egentlige artistlærlinge.

Lidt ind i 1900-t. begyndte dette uddannelsessystem at gå i opløsning. De øgede krav om toppræstationer gjorde mange artister målrettede fra karrierens begyndelse, og samtidig voksede tilgangen af unge, som ikke kom fra de gamle cirkusfamilier. I Moskva grundlagdes i 1926 en statslig fagskole for artistik og underholdningskunst. Lignende cirkusskoler oprettedes i andre østeuropæiske lande i årene efter 2. Verdenskrig. I Vesteuropa oprettedes den første statslige artistskole i 1985 i Châlons-sur-Marne i Frankrig, og i USA findes skoler ved de største cirkus og kurser på nogle universiteter. Men de fleste artister uddannes stadig hos andre artister eller på små artistskoler.

Dansk Artistforbund udarbejdede i 1993 en rapport med forslag til en formaliseret uddannelse af artister, men først i 2013 blev en dansk artistuddannelse etableret på forsøgsbasis under Akademiet For Utæmmet Kreativitet (AFUK).

Se også artist.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig