cinema novo

Cinema novo, (port. 'ny film'), brasiliansk politisk filmbevægelse ca. 1960-72, der søgte at skabe en national filmkultur uden fremmed indflydelse.

Foregangsmanden var Nelson Pereira dos Santos (f. 1928), der debuterede i 1955 med Rio 40 Graus (Rio 40 grader). Han blev også en af bevægelsens lederskikkelser sammen med den polemiske og karismatiske Glauber Rocha.

Cinema novo havde tre faser: Årene 1960-64 prægedes af virkelighedsnære skildringer af livet på landet, som i Nelson Pereira dos Santos' Vidas Secas (1963, Udtørrede liv).

Efter militærkuppet 1964 rettedes søgeren mod kunstneren selv, eksempelvis i Glauber Rochas Terra em trance (1967, Land i trance), og 1968-72 prægedes filmene af en allegorisk stil, der blev bevægelsens kendetegn og samtidig fungerede som et værn mod censuren som i Rochas Antonio das Mortes (1968, Antonio Dræberen).

Bevægelsen blev til sidst kvalt af det brasilianske militærdiktatur.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig