Centralkomité, øverste ledelsesorgan i kommunistiske partier i tiden mellem partikongresserne. På Den Kommunistiske Internationales kongres i 1920 blev Sovjetunionens Kommunistiske Parti model for de fleste andre kommunistiske partier. Centralkomitéen, som i de større kommunistpartier ofte har et betydeligt antal medlemmer, udpeger i reglen efter sovjetisk mønster et politbureau og et partisekretariat til varetagelse af det daglige partiarbejde.