Centner, (fra ty. Zentner, af lat. centenarius 'som indeholder hundrede', af lat. centum 'hundrede'), tidligere anvendt vægtenhed, som oprindelig var lig med 112 pund, men som 1861 i Danmark blev sat lig med 100 pund. Vægtenheden var udbredt i Europa fra 1500-t. frem til indførelsen af metersystemet. Se også hundredweight og metrisk centner.