To celloer.

.

Cello, violoncel, strygeinstrument, basinstrument i violinfamilien, stemt som bratschen, blot en oktav dybere. Celloens opbygning svarer til violinens. Instrumentet holdes lodret mellem knæene som de største gamber, men spilles i modsætning til disse med overhåndsgreb på buen.

Faktaboks

Etymologi
Cello er en forkort. af ital. violoncello, dim. af violone 'kontrabas', afledt af viola 'bratsch', lånt fra germ., jf. da. fedel.

I 1600-t. fortrængte celloen basgamben i orkestermusikken på grund af sin fyldige tone, men først fra slutningen af århundredet blev den brugt som soloinstrument. 1800-t.s romantiske cellokoncerter af bl.a. Robert Schumann og Antonín Dvořák, fortolket af fremragende cellister som Pablo Casals, Mstislav Rostropovitj og Erling Bløndal Bengtsson, har ligesom Johann Sebastian Bachs seks suiter for solocello medvirket til at øge interessen for instrumentet, der også har sin faste plads i symfoniorkestret.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig