caveola | lex.dk – Den Store Danske

Caveola. I cellebiologien benyttes ganske små guldpartikler til at lokalisere proteiner ved elektronmikroskopi. Ved immuno-guldmærkning hæftes antistof til overfladen af guldpartikler, som derved bindes til det specifikke protein, som antistoffet er rettet mod. Tv. vises indersiden af en fedtcellemembran. Guldpartiklerne ses som ensartede, sorte punkter med en diameter på ca. 5 nm. De er bundet til proteinet caveolin, som sidder i en bestemt type indbugtninger i cellens overflademembran, caveolae, der ses som lyse, runde legemer. Caveolaes funktion er ukendt, men de findes hos mange celletyper og har været genstand for intensive videnskabelige studier i 1990'erne. Ensartede guldpartikler kan laves ved behandling af et guldsalt med et reduktionsmiddel; størrelsen bestemmes af reaktionsomstændigheder, fx temperatur og koncentration af saltet samt reduktionsmidlets art. Guldpartikler bruges også til at give guldrubinglas den dybe og varme røde farve. Det ca. 20 cm høje blæste lågbæger (th.) er fra før 1689 og opbevares på Rosenborg.

Marianne Voldstedlund.

Licens: Begrænset anvendelse

Caveola, lille indposning af en celles overflademembran. Caveolaer ligner pinocytosevesikler (se celle (plasmamembranen) og endocytose), men er modsat disse formentlig stationære over lang tid. De findes i meget stort antal i bl.a. fedtceller, endothelceller og glatte muskelceller. De antages at være sæde for visse membrantransportprocesser, bl.a. calciumtransport, og for visse synteseprocesser, bl.a. dannelse af nitrogenmonoxid (NO).

Faktaboks

Etymologi: Ordet caveola er diminutiv af cavea, afledt af latin cavus 'hul, udhulet'.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

Fagansvarlig for celler og cellebiologi

Lasse Kruse Markussen

forsker, Syddansk Universitet