Carrera de las Indias, (sp. 'den amerikanske rute'), flåder, der opretholdt forbindelsen mellem Spanien og dets amerikanske kolonier. På baggrund af et stigende antal kaperangreb og for at sikre den vitale forbindelseslinje mellem kolonierne og Spanien blev enkeltsejladser til Amerika forbudt fra 1564. Fra Spanien afsejlede årligt to flåder, en i maj til Veracruz på den mexicanske kyst og en i august til Nombre de Dios (Porto Belo) på Panamatangen, hvor varerne til den amerikanske Stillehavskyst lossedes, og sølvet fra Peru blev taget om bord. I marts det følgende år mødtes de to flåder ved Havana, hvorfra de sammen under eskorte af galeoner, der også fragtede den kongelige andel af det amerikanske sølv, fortsatte hjemrejsen før sensommerens orkaner. Carreraen, der i rekordåret 1608 omfattede mere end 200 skibe i vestlig retning, var upopulær blandt både købmænd og kolonister; den gjorde varerne dyrere, den umuliggjorde en hurtig reaktion på ændrede markedsforhold, og den skabte gunstige betingelser for smughandlere fra andre nationer. I løbet af 1600-t. svandt den i omfang, og fra begyndelsen af 1700-t. viste det sig i praksis umuligt at opretholde carrera de las Indias. Trafikken blev overtaget af enkelte skibe eller af mindre konvojer af skibe.