Canabae, civile bebyggelser, der opstod i tilknytning til de romerske legionslejre især langs Rhinen og Donau i 1. og 2. årh. e.Kr. Canabae fik efterhånden bymæssig karakter med offentlige bygninger og eget embedsmandskorps og opnåede i visse tilfælde status som egentlig romersk by (municipium eller colonia). En betydelig del af indbyggerne var veteraner fra den romerske hær.