calypso

Calypso er kendt som karnevallets musik på Trinidad, ligesom den er en sangstil, der er knyttet til resten af det sydlige Caribien.

Dens afrikanske rødder, kampdansen calinda, og dyrkelsen af det tekstlige indhold (både fortællingen og legen med ord) er med tiden blevet blandet med europæisk harmonik og instrumentering. Kombinationen af den lokale udtale af engelsk, hvor accentueringen forskydes, og off-beat-rytmen er blevet karakteristisk for denne genre.

Fra at have været de slavegjortes "protestsang" er calypsoen blevet talerør for folkelige og aktuelle politiske problemer. Der stilles store krav til forsangerens, the calypsonians, evne til at improvisere, extempo, og publikum vurderer kritisk, om han kan formidle et budskab, der fremføres i et flydende, humoristisk-satirisk og slangfarvet engelsk. På grund af den rytmiske spændstighed og den melodiske lethed spiller calypsoen desuden en hovedrolle ved de årlige karnevaller. De kendteste ambassadører for calypsoen er Lord Invader, The Mighty Sparrow og Lord Kitchener.

Calypso fik fra 1930'erne indflydelse på USA's populærmusik. Et hit som Rum and Coca Cola (1944) med Andrews Sisters har lånt både rytmen og ironien fra et forlæg af Lord Invader. En egentlig verdensomspændende calypso-bølge blev indledt med udgivelsen af Harry Belafontes LP Calypso (1956), der slog alle hidtidige salgsrekorder. I Danmark gjorde duoen Nina & Frederik sig gældende med cover-versioner af Belafontes succeser. Også enkelte jazzmusikere tog calypsoen op, bl.a. tenorsaxofonisten Sonny Rollins, hvis tour de force Don't Stop the Carnival (1978) er en ældre Belafonte-titel. Rollins, hvis forældre var indvandret fra Dansk Vestindien, lancerede også St. Thomas (1956), en calypso, der er blevet en jazzstandard.

I Trinidad udvikledes den danseappellerende Soca (Soul and Calypso) i slutningen af 1970'erne. Steelbands spiller kun en lille rolle i calypsoens historie, se steel band-musik.