Calcedon er en mikrokrystallinsk, fibrøs varietet af mineralet kvarts. Calcedon har glasglans, hårdheden er ca. 7 og massefylden ca. 2,6 g/cm3. Det forekommer i hulrum i vulkanske bjergarter (geoder) og kan også findes i hule flintknolde.

Faktaboks

Etymologi
Ordet er af usikker oprindelse, undertiden sat i forbindelse med navnet på den antikke by Kalchedon (i dag Kadiköy, enforstad til Istanbul), jf. Johannes Åbenbaring 21,19.
Også kendt som

chalcedon, kalcedon

Calcedon er ofte grålig til blålig, men kan have mange forskellige farver. Rød calcedon kaldes karneol eller corneol, brun calcedon kaldes sard eller sarder. Der findes også hvid calcedon. Mineralet anvendes som smykkesten, og den mest værdifulde varietet er den æblegrønne chrysopras (krysopras), hvor farven skyldes et lille indhold af nikkel. Agat og onyx består af vekslende tynde lag af calcedon, hvor hvert lag kan have sin egen farve.

Calcedon er porøs og kan derfor farves kunstigt, fx grøn, for at efterligne chrysopras; efterligninger kan afsløres med et Chelseafilter.

Flint og jaspis er også mikrokrystallinske varieteter af kvarts og kan ses henregnet til calcedon, men de er kornede og ikke fibrøse som calcedon.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig