Café, serveringssted. Den første café åbnede i 1550 i Konstantinopel.

Faktaboks

Etymologi
Ordet er fransk, tidl. cabaret à café 'kaffelokale', fra arabisk qawah 'kaffe'.

Caféer i Europa

Den første europæiske café åbnede i 1645 i Venedig. Få år efter kom der caféer i Oxford, London, Marseille og Lyon. Amsterdams første café åbnede i 1666, og fra 1670'erne kom der cafféer Paris, i begyndelsen dog uden større succes. Men fra slutningen af 1600-tallet opstod den form for selskabelighed, som trivedes i caféerne, populær, i Paris Café Procope fra 1686, 1679 Hamburg og 1683 Wien.

Caféernes funktion

Caféerne blev civiliserede mødesteder, hvor man samledes til samtaler, debatter, avislæsning, skak og billard. Mødested for fx kunstnere og litterater (fx Café de Flore i Paris). Nogle caféer udviklede sig til egentlige restauranter (fx Café de la Paix i Paris) eller til templer for konditorkunst (fx Café Demel i Wien og La Glace i København). Caféer med levende musik begyndte i Wien og blev i løbet af 1800-tallet yndet i det meste af Europa. Der opstod også med tiden mange beskedne caféer, i provinsen ofte bibeskæftigelse for byens bager og konditor. Siden midten af 1970'erne er en ny type café opstået, indrettet med spejle på væggene, zinkbar med sandwiches og cappuccinomaskine. Her serveres lette retter og udskænkes fadøl og vin; på én gang konditori, cafeteria og bodega. I 1980'erne indrettes caféer i tilknytning til kulturhuse, teatre, biografer og lignende.

Caféer i København

I København har der været caféer siden første halvdel af 1700-tallet, mens kunstnercaféer, hvor publikum kunne få et glimt af berømte personer, nåede byen i slutningen af 1800-tallet og eksisterede til 1930'erne. Mest kendt blev A Porta og Hotel d'Angleterres café på Kgs. Nytorv samt Bernina på Strøget. Imidlertid genskabtes caféen i 1970'erne efter fransk og italiensk forbillede som mødested for unge mennesker, først med etableringen af Café Sommersko i København i 1976, snart efter med caféer over hele landet.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig