Cañari, indianere, der lever i det sydlige Ecuadors højland, hvor de udgør en etnisk gruppe på ca. 50.000 i provinserne Cañar og Azuay. Ved hjælp af et veludviklet kunstvandingsagerbrug dyrker de områder i Andesbjergene, der ligger 2000-4000 m.o.h., hvor majs og kartofler er de vigtigste afgrøder. Cañari udgjorde tidligere et høvdingedømme, som i 1400-t.s slutning blev underlagt Inkariget og kort derefter kom under spansk dominans.