bøn

Bøn, i almen forstand enhver form for henvendelse til en gud, til guder eller andre livsbestemmende magter for at opnå deres velvilje og/eller hjælp.

Bøn betegner såvel handlingen at bede som bønnens indhold og forekommer både som individuel og fælles bøn. Den religiøse bøn kan, i lighed med bøn mellem mennesker, have et vidt forskelligt indhold, rækkende fra en kort, situationsbestemt besværgelse til en langvarig liturgi. Som handling betragtet er bøn oftest regelbundet, men der findes mange variationsformer; legemlige udtryk for bøn er fx knælende stilling, bøjet hoved, lukkede øjne og samlede hænder eller oprejst stilling, opadvendt ansigt, åbne øjne og udstrakte håndflader. Bøn kan også formidles indirekte ved bedemøller, dvs. roterende tromler med indlagte bønneformler som i Tibet.

Tid og sted er afgørende for bøn. I tidsmæssig henseende kan bøn være afhængig af solens stilling eller være bestemt af religiøse højtider; stedet, hvor man beder, er oftest afgrænset fra verdslige omgivelser.

Bøn er henvendelse; religionsfilosofisk er det et grundliggende problem, hvorvidt denne henvendelse er en monolog eller en dialog. Hvis den er monolog, så er bøn identisk med meditation, og hovedinteressen samler sig da om virkningerne hos den bedende selv. Hvis den derimod er dialog, ligger problemet i at opstille kriterier for, hvordan man kan identificere guddommelige bønnesvar. Det vil kræve klare afgrænsninger af forholdet mellem Guds handlen på den ene side og naturlige årsager og menneskers handlinger på den anden.

Det religionsfilosofiske spørgsmål om bønnens fornuftige mening aktualiseres også af teorier om Guds uforanderlighed, Guds alviden og Guds fuldkomne godhed: Hvori består hensigten med at bede til en gud, der allerede ved, hvad vi har brug for? Religionsfilosofisk kan et sådant spørgsmål stilles; de mulige svar kan læses ud af de måder, hvorpå religionerne forholder sig til problemet.

I kristendommen er bøn troens mest centrale livsytring. Det grundliggende tillidsforhold til Gud ytrer sig i de forskellige former for lovprisning og tak, men især i bedebønnen, hvad enten den bedes på egne eller — som forbøn — på andres vegne. Jesus har talt dristigt om bøn: "Bed, så skal der gives jer..." (Matth. 7,7-11; 18,19 ff.; Mark. 11,24 f.). Den, der beder i tro, har andel i Guds almagt, men på Guds præmisser; man kan ikke besværge Gud, fx ved mange ord. Førend mennesket beder, ved Gud, hvad det trænger til (Matth. 6,7-8), og derfor kan mennesket frit fremlægge sine ønsker og længsler for Gud og helt overlade bønhørelsen til ham.

Dette forhold afspejler sig i fadervor, den bøn, som Jesus lærte sine disciple, og som frem for nogen er blevet kristenhedens bøn, der ved dåben overdrages det enkelte menneske (Matth. 6,9-13). Her bedes først om Guds ære, komme og hans viljes opfyldelse, derefter om menneskelivets fornødenheder. Den kristne bøn er en dialog, fordi den forudsætter et gudsbillede, hvor Gud både kan lytte og reagere.