byzantinsk musik

Byzantinsk musik, den græsk-ortodokse kirkes vokalmusik i byzantinsk og efter-byzantinsk tid. Ud over kirkemusikken kendes beskrivelser af musikken til de kejserlige ceremonier og nogle få folkesange fra sen- og efter-byzantinsk tid.

Byzantinsk musik er tæt knyttet til den ortodokse liturgi, og dens rødder går tilbage til oldkirken. Stilarterne spænder fra simpel recitation af salmerne i Salmernes Bog i GT til rigt ornamenterede sange. Med baggrund i syrisk kirkelig digtning (se Afrem Syrer) udvikledes nye strofiske former i Konstantinopel (se Romanos) og Palæstina (se Johannes fra Damaskus). Digterne var ansvarlige for både tekst og musik, og de tilstræbte snarere variation inden for traditionen end originalitet.

Melodierne er inddelt i otte tonearter, fire autentiske og fire plagale; dette system overførtes til gregoriansk sang (se kirketonearter). Til hver af disse tonearter svarer en karakteristisk intonationsformel, en skalastruktur og et sæt melodiske vendinger. Musikken er i princippet enstemmig, men ledsages ofte af en langt udholdt tone (bordun).

Overleveringen af sangene synes at have været meget stabil gennem hele middelalderen; først fra omkring 1700 kan en mere gennemgribende omformning af melodistoffet påvises. Det er omstridt, i hvor høj grad den senere byzantinske musik er påvirket af arabisk/tyrkisk musik.

Den videnskabelige udforskning af byzantinsk musik begyndte omkring 1900 med dechifreringen af den middelalderlige notation og tog for alvor fart med udgivelsen af serien Monumenta Musicae Byzantinae i København i 1935. Serien blev grundlagt af Carsten Høeg, Egon Wellesz og H.J.W. Tillyard og udgives stadig.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig