byzantinsk musik

Byzantinsk musik er den græsk-ortodokse kirkes vokalmusik i byzantinsk og efter-byzantinsk tid. Ud over kirkemusikken kendes beskrivelser af musikken til de kejserlige ceremonier og nogle få folkesange fra sen- og efter-byzantinsk tid.

Byzantinsk musik er tæt knyttet til den ortodokse liturgi, og dens rødder går tilbage til oldkirken. Stilarterne spænder fra simpel recitation af salmerne i Salmernes Bog i Det Gamle Testamente til rigt ornamenterede sange. Med baggrund i syrisk kirkelig digtning (se Afrem Syrer) udvikledes nye strofiske former i Konstantinopel (se Romanos) og Palæstina (se Johannes fra Damaskus). Digterne var ansvarlige for både tekst og musik, og de tilstræbte snarere variation inden for traditionen end originalitet.

Melodierne er inddelt i otte tonearter, fire autentiske og fire plagale; dette system overførtes til gregoriansk sang (se kirketonearter). Til hver af disse tonearter svarer en karakteristisk intonationsformel, en skalastruktur og et sæt melodiske vendinger. Musikken er i princippet enstemmig, men ledsages ofte af en langt udholdt tone (bordun).

Overleveringen af sangene synes at have været meget stabil gennem hele middelalderen; først fra omkring 1700 kan en mere gennemgribende omformning af melodistoffet påvises. Det er omstridt, i hvor høj grad den senere byzantinske musik er påvirket af arabisk/tyrkisk musik.

Den videnskabelige udforskning af byzantinsk musik begyndte omkring 1900 med dechifreringen af den middelalderlige notation og tog for alvor fart med udgivelsen af serien Monumenta Musicae Byzantinae i København i 1935. Serien blev grundlagt af Carsten Høeg, Egon Wellesz og H.J.W. Tillyard og udgives stadig.