byvedtægt

Byvedtægt, bylov, landsbyvedtægt, vide, skrevne retsregler, der i dyrkningsfællesskabets tid fandtes i mange landsbyer i Nordeuropa og England som det formelle grundlag for selvstyret i landsbyerne.

De middelalderlige landskabslove tillagde bystævnet domsmyndighed i mindre sager, og fra slutningen af 1400-t. fik det også ret til at udforme de regler, der skulle gælde for landsbyens fællesanliggender: byvedtægterne.

Gårdmændene, både fæstere og selvejere, i en landsby eller et ejerlav udgjorde et bylav, hvis beslutninger blev truffet i fællesskab ved flertalsafgørelser på bystævnet under ledelse af en valgt oldermand.

Kun gårdmændene havde møderet og mødepligt på bystævnet, men rigslovgivningen bestemte fra 1558, at alle i landsbyen var forpligtet af de beslutninger, som bystævnet tog.

Mange byvedtægter blev nedskrevet fra midten af 1500-t. og i de følgende 150 år. Det er uvist, i hvor høj grad de skrevne vedtægter afspejler tidligere praksis, eller om de afspejler en situation, hvor gårdmændene ønskede at sikre deres position over for såvel godsejerne som landsbysamfundets underklasse. For at give den enkelte byvedtægt større autoritet blev den ofte tinglyst på herredstinget og godkendt af herremanden.

Rigslovgivningen gav kun meget generelle regler for byvedtægternes indhold, nemlig at de skulle sikre en ligelig fordeling af byrder med hensyn til vedligeholdelse af hegn og gærder. Derfor er der meget stor forskel på indholdet i de enkelte byvedtægter. Vedligeholdelsen af hegn var i vangebrugets område i Østdanmark et hovedproblem for landsbyfællesskabet, hvorfor dette da også behandles meget fyldigt i vedtægter fra området. I Vestjylland med græsmarksbrug og kun få hegn behandles til gengæld problemer med tøjring af kvæg på de hvilende marker. Straffen for brud på disse regler var normalt levering af et antal tønder øl, der blev drukket på bystævnet. I dyrkningsfællesskabet var det desuden vigtigt at sikre, at de enkelte markarbejder blev gennemført samtidig, men ikke nødvendigvis i fællesskab, således at den enkelte bonde ikke generede de andre i deres arbejde.

En anden vigtig funktion for bystævnet var lokalt at ordne mindre politisager uden indblanding af myndighederne. Derfor indeholder de fleste byvedtægter detaljerede regler om straffe for forskellige berigelsesforbrydelser. Parallelt hermed var bystævnet en slags forligsinstitution for stridigheder mellem landsbyens beboere.

Endelig var bystævnet et vigtigt socialt sikkerhedsnet. Mange byvedtægter indeholder bestemmelser om gensidig hjælp i tilfælde af sygdom eller ildebrand.

Da der ikke blev ført protokol på bystævnet, vides kun glimtvis, hvad der blev besluttet, og hvordan beslutningerne stod i forhold til byvedtægterne. I retsprotokollerne fra herreds- og birketing findes påfaldende få oplysninger om, at en sag først er blevet behandlet på landsbystævnet og derfra appelleret til en højere instans.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig