bymark

Bymark, de arealer i form af agerjord og eng, der i dyrkningsfællesskabets landbrug hørte til den enkelte landsby eller til et ejerlav; overdrev og skov blev ikke regnet med til bymarken. Retten til at disponere over bymarkens resurser var i kvoter delt mellem gårdene i landsbyen i forhold til de enkelte gårdes bymål, der kunne være udregnet i fx mark skyld.

Byens agerjord blev af hensyn til dyrkningsmetoden, der indebar skiftende brug og hvile samt rotation mellem forskellige afgrøder, opdelt i et antal dyrkningsenheder, vange eller tægter (se dyrkningssystemer). Mens bredden af hver gårds agre afhang af gårdens bymål, kunne rækkefølgen af de enkelte gårdes agre variere efter forskellige fordelingsprincipper, blandt andet bolskifte eller solskifte.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig