Byggetilladelse, tilladelse fra kommunalbestyrelsen, som i de fleste tilfælde skal foreligge, før et byggearbejde kan påbegyndes, og som skal udnyttes inden for en given tidsfrist; i en del tilfælde er en anmeldelse til kommunalbestyrelsen tilstrækkelig. Om der kan gives byggetilladelse, afhænger først og fremmest af Byggelovens regler, men også andre lovregler, fx lovgivningen om miljø, skal iagttages.