bygeografi

Bygeografi er det geografiske studium af byer og byudvikling. Som selvstændig disciplin stod bygeografi stærkest i 1960'erne og begyndelsen af 1970'erne.

I de tidlige studier fra første halvdel af 1900-tallet var naturafhængighed det dominerende perspektiv i bygeografien, ligesom i geografifaget i almindelighed. Man behandlede spørgsmål om kysters, floders og højdedrags betydning for byers beliggenhed og anlagde parallelbetragtninger til biologien: byer som organismer.

Med baggrund i nye muligheder for statistisk beskrivelse blomstrede bygeografien op i 1960'erne om især to hovedspørgsmål. Det ene var bysystemer; findes der bestemte geografiske mønstre og relationer mellem byerne i et område? Baggrunden for dette var bl.a. den tyske geograf Walther Christallers central place-teori, som så byernes beliggenhed og størrelse som et hierarkisk system af servicecentre.

Den anden retning studerede byernes indre struktur, den rumlige fordeling af de forskellige aktiviteter i byerne. Det var især de kommercielle aktiviteter, men også boligområderne og forskellige sociale gruppers fordeling (bl.a. ghettodannelse) blev inddraget.

Bygeografien hang tæt sammen med den samtidige planlægning og hvilede på en idé om, at velordnede og effektivt fungerende byer kunne skabes på baggrund af de indsamlede data og med brug af de udviklede modeller.

I slutningen af 1960'erne førte planlægningens manglende evne til at løse sociale og regionale ulighedsproblemer til, at der blev sat spørgsmålstegn ved denne tekniske rationalitet, og spørgsmål om magtforhold og social konflikt måtte inddrages i bygeografien. Med bl.a. englænderen David Harvey og spanieren Manuel Castells ledtes bygeografien ind i en politisk økonomi af marxistisk observans, og nye emner blev taget op. Det drejede sig om byudviklingens sammenhæng med samfundets generelle økonomiske processer, om de moderne velfærdsstaters indflydelse med socialt boligbyggeri, planlægning m.m. samt om de sociale konflikter, som anvendelsen af byens arealer og det byggede miljø giver anledning til.

Siden slutningen af 1970'erne har bygeografiens stilling været mere uklar. Det skyldes ikke, at faget er blevet mindre relevant, eller at interessen for byproblemer er mindsket, men snarere, at fagfeltet er blevet en integreret del af hele den samfundsorienterede geografi, efterhånden som størstedelen af den vestlige verdens befolkning bor i byer. Byspørgsmål indgår nu i den økonomiske geografi, i en genoplivet politisk geografi og i en voksende kultur- og socialgeografi. Byproblemer som storbykriser og racisme og nye samfundsteoretiske retninger som poststrukturalisme og postmodernisme analyseres i geografien, ligesom fænomener som store arkitektoniske projekter, nye konsumcentre og enhver ny livsstil inddrages.

I Danmark har bygeografien delvis fulgt den internationale tendens. Faget slog igennem i midten af 1960'erne og fik da to hoveddimensioner. Den første var analyser af det danske bysystem med henblik på kortlægning af serviceforsyningen og afdækning af, hvorledes landets byer er ordnet i et hierarki af servicecentre. Den anden arbejdede med byernes interne struktur; man lagde vægt på at kortlægge og analysere arealanvendelsen i byerne. Begge temaer udvikledes i tæt tilknytning til den fysiske planlægning, som fandt sted på nationalt, amtsligt og kommunalt niveau. Arbejdet med bysystemer er siden udviklet med et internationalt niveau, hvor europæiske bysystemer og konkurrencen mellem byregioner analyseres. Her er teknologiudvikling, erhvervsudvikling og byernes ændrede erhvervsgrundlag blevet centrale temaer. Ligeledes indgår bypolitiske strategier bl.a. i forbindelse med vurderingen af store projekter som fx Ørestad. På det sociale felt er arbejde med begreber som byernes livsformer og hverdagskultur blevet selvstændige temaer.