Butoh, (jap. ankoku butoh 'mørkets dans'), dans, opstået i Japan i 1959 som avantgardefænomen anført af Tatsumi Hijikata (1928-86) og Kazuo Ohno (1906-2010). Det er kroppens revolte mod den japanske kulturs hensygnen og mod dans som formaliseret kunstprodukt. Via et grotesk provokerende udtryk og en sjælegranskende energi søger butoh at trænge igennem civilisationens fernis og nå ind til de japanske rødder til et dybere, universelt plan. En eksistentiel nultilstand, som udtrykkes i den nøgne, hvidmalede krop, der krummer sig om sig selv med minutiøse, dissocierede bevægelser og ekstrem langsomhed. Kroppen er i permanent krise, idet kernen i butoh er metamorfosen mellem forskellige tilstande, liv og død, fortid og nutid, mand og kvinde, kultur og natur. Ligesom butoh oprindelig var præget af bl.a. den vestlige Ausdruckstanz, bredte den sig i 1980'erne til vesten efter at have toppet i Japan med bl.a. Akaji Maros (f. 1972) gruppe Dai Rakudakan og solisten Min Tanaka (f. 1945). På den internationale scene har butoh fået stor udbredelse i en æstetisk stildyrkende form anført af Ushio Amagatsus (f. 1949) og Sankai-juku (f. 1975). I Danmark er koreografen Kitt Johnson inspireret af butoh.