Burberry er en klassisk frakke i tætvævet uld eller bomuld i 3/4 længde med revers, dobbeltradet knaplukning og bælte. Burberry frakken blev skabt 1909 af Thomas Burberry (1835-1926). Han udviklede det stærke vandskyende gabardinestof i bomuld, der gjorde frakkerne lettere. Under 1. Verdenskrig designede Burberry en mere sporty udgave med stormlukning og skulderstropper til det engelske flyvevåben. Denne trenchcoat er som den klassiske burberry siden kopieret verden over.