bulgarsk film

Bulgarien - film, Bulgariens første spillefilm var Det galante Bulgarien (1915) af Vasil Gendov (1891-1970). I 1930'erne måtte den svagtfunderede bulgarske filmindustri kæmpe med store økonomiske vanskeligheder, men i november 1947 blev den bulgarske filmindustri nationaliseret, og en genopbygning påbegyndt. 1950'erne var først præget af tung stalinistisk propaganda, men siden trådte en mere eksperimenterende linje frem, især med østtyskeren Konrad Wolfs østtysk-bulgarske Sterne (1959, Stjernen). Denne films bulgarske medinstruktør, Rangel Vultjanov (f. 1928), fremstod som bulgarsk films betydeligste navn med Romeo og Julie-historien Den første lektion (1960) og især ungdomsfilmen Sol og skygger (1962). Denne film samt Ferskentyven (1964), en kærlighedshistorie fra 1. Verdenskrig af Vuljo Radev (f. 1923), blev bulgarsk films første og største internationale succeser. Blandt de senere instruktører er Khristo Khristov (f. 1926) den vigtigste, især med kunstnerfilmen Iconostasis (1969). 1980'ernes krise og ny åbenhed blev taget under behandling i Vultjánovs satiriske Og hvorhen nu? (1987).

Læs mere om Bulgarien.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig