Bugspytkirtelsygdomme (Bugspytkirtelbetændelse), forekommer i en akut og i en noget sjældnere kronisk form.

Akut bugspytkirtelbetændelse (pancreatitis acuta) viser sig ved akut opståede, ofte meget stærke smerter i maven, som regel opadtil til venstre med udstråling til ryggen. Smerterne ledsages af kvalme, opkastninger og i ca. halvdelen af tilfældene af feber; nogle patienter får tillige gulsot pga. afklemning af galdevejene. Sygdommen optræder i en mild form, der er langt den almindeligste, med et forløb på kun 3-5 dage, der ikke efterlader følger. De alvorlige tilfælde, der i Danmark udgør ca. 5% af alle tilfælde, medfører vedvarende stærke smerter, udbredelse af sygdommen til naboorganerne og alvorlig påvirkning af hjerte-, lunge-, nyre- og leverfunktionen. Ved sygdomsprocessen frigøres enzymer, der udløser betændelse og selvfordøjelse, som kan føre til lokaliseret vævsdød (nekrose) og bughindebetændelse (uden tilstedeværelse af mikroorganismer) samt kredsløbschok (shock). Sådanne tilfælde har en høj dødelighed (30-50%), som i de første sygdomsdøgn skyldes kombineret organsvigt. De sene dødsfald skyldes sekundære infektioner, hjertesvigt, nyresvigt eller komplikationer til kirurgisk behandling.

Diagnosen af bugspytkirtelbetændelse kan volde vanskeligheder i de lette tilfælde, men baseres på den typiske sygehistorie og forekomsten i blod og urin af bugspytkirtelenzym (amylase). Ultralydundersøgelse eller CT-scanning af bugspytkirtlen kan være vejledende. I de alvorligere tilfælde understøttes diagnosen af de ledsagende forandringer i lever-, hjerte- og nyrefunktion, fx gulsot.

Behandlingen afhænger af sygdommens sværhedsgrad. De lette tilfælde behandles med faste, væske (drop) og smertestillende medicin. De alvorlige tilfælde kræver intensiv behandling, bl.a. kræves ofte store doser smertestillende lægemidler. Nyrefunktionsnedsættelsen kan kræve behandling med kunstig nyre (dialyse). Ledsagende infektioner behandles med antibiotika. Væskeansamlinger i bugspytkirtlen kan tømmes gennem indlagte slanger (dræn). I de alvorligste tilfælde kan operativ behandling blive nødvendig.

Ca. 1/5 af tilfældene optræder hos patienter, hvor sygdommen skyldes, at en galdesten er indkilet i den store galdegang ved dens udmunding i tolvfingertarmen. Den kan her påvirke afløbet af bugspyt fra bugspytkirtlen, hvis kirtelgang udmunder sammesteds. Hos disse patienter kan en kirurgisk spaltning (papillotomi) af galdegangens munding lette afgangen af galdestenen, hvorefter sygdommen hurtigt går i ro. Spaltningen kan foretages uden bedøvelse med en speciel lille kniv, der gennem en mavekikkert (gastroskop) føres ned gennem spiserøret til tolvfingertarmen.

Omtrent 2/3 af tilfældene i Danmark skyldes et stort og langvarigt alkoholforbrug, således at risikoen for sygdommen stiger med alkoholforbrugets størrelse. Hvis sådanne patienter ikke ophører med alkoholindtagelse, er der overhængende fare for gentagne anfald, som kan føre til kronisk sygdom. I de resterende tilfælde er sygdomsårsagen ukendt. Den samlede hyppighed af sygdommen steg jævnt i slutningen af 1900-t.; årligt får 40 ud af 100.000 indbyggere i Danmark sygdommen (1995), som er dobbelt så hyppig hos mænd som hos kvinder. Personer i alle aldersklasser, dog sjældent børn, kan rammes.

Kronisk bugspytkirtelbetændelse (pancreatitis chronica) kan opstå som slutstadium af en række tilfælde af akut bugspytkirtelbetændelse, men kan også forekomme uden akutte forstadier. Sygdomsbilledet er meget varieret, nogle patienter har kun få og lette symptomer, mens andre har et mere alvorligt sygdomsbillede med konstante eller tilbagevendende smerter opadtil i maven, ofte med udstråling til ryggen. Smerterne optræder ofte i bølger eller serier op mod to timer efter måltiderne, efter fysisk anstrengelse eller efter afkøling. Der forekommer desuden træthed, vægttab og kronisk diarré, evt. så afføringen er synligt fedtet. Sygdommen er ledsaget af bindevævsdannelse og svind af de dele af kirtlen, der producerer bugspytkirtelenzymerne. De insulinproducerende dele af kirtlen (langerhanske øer) bevares længe, men i sygdommens sene stadier nedsættes insulinproduktionen, hvilket fører til diabetes mellitus (sukkersyge).

Diagnosen kan være vanskelig, især i de tidlige stadier. Ved ultralyd- eller røntgenundersøgelse kan der i op mod 1/3 af tilfældene påvises forkalkninger i kirtlen. Funktionsundersøgelse af kirtlens produktion af bugspyt vil ofte vise, at denne er nedsat. Ved indsprøjtning af et kontraststof i bugspytkirtlens udførselsgang kan det ved røntgenundersøgelse påvises, at gangen er snoet, forsnævret eller udvidet. Denne undersøgelse, der også er velegnet til afsløring af en række andre sygdomme, fx galdevejssygdomme og kræft i bugspytkirtlen, kaldes ERCP (endoskopisk retrograd cholangio-pankreatikografi). Indsprøjtningen foretages gennem et gastroskop.

Behandlingen af kronisk bugspytkirtelbetændelse er vanskelig. Det vigtigste er, at et eventuelt alkoholforbrug ophører. De kroniske smerter medfører ofte et behov for stærke smertestillende lægemidler, nu og da af morfintypen. Desuden må en del patienter pga. enzymmangel i bugspyttet til stadighed indtage lægemidler i form af tabletter eller granulat, der indeholder bugspytkirtelenzymer.

Sygdommen optræder 2-3 gange så ofte hos mænd som hos kvinder, mest i alderen 35 til 55 år. I Danmark opstår den årligt hos ca. 10 af 100.000 indbyggere (1995). I 75% af tilfældene skyldes sygdommen et stort og langvarigt alkoholforbrug, i de øvrige tilfælde er årsagen ukendt.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig