En buelampe er en lyskilde bestående af en elektrisk lysbue, som brænder mellem to kulelektroder. Lysudsendelsen sker hovedsagelig fra de glødende spidser af elektroderne, der er udformet som stænger. Under driften brænder kulstængerne langsomt bort, og de må derfor stadig føres ind mod hinanden. Dette sker som regel automatisk, hvilket medfører en forholdsvis kompliceret mekanisk konstruktion.

Buelampen var den første elektriske lyskilde, opfundet i 1810 af Humphry Davy. Den har været brugt til almindelige belysningsformål og gadebelysning i slutningen af 1800-tallet samt, på grund af den høje lystæthed (luminans) af elektroderne, til fjernprojektører, fx i fyrtårne og i filmprojektorer i biografer.

Lyset fra buelampen er rigt på ultraviolet stråling, af hvilken grund lampen har været benyttet til medicinske formål (kulbuelys).

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig