Buejagt er jagt med bue og pil. Tilladelse hertil sker ved aflæggelse af en særlig teoretisk og praktisk prøve. Buejagt er de seneste år blevet mere og mere populært i Danmark og i verden generelt. Dette tilskrives forbedret teknisk udstyr men i høj også en tendens til at ville opleve en jagtform, der er autentisk og på vildtets præmisser i større grad end jagten med haglvåben og riffel tilbyder. Det kræver flere tekniske færdigheder og større rutine at betjene en jagtbue end f.eks. en jagtriffel forsvarligt og effektivt. Derudover sætter jagten med bue jægeren på store jagtmæssige udfordringer. Typisk afgives der ikke skud på over 20-25 meters afstand, og jægeren skal således kunne bringe sig i nær afstand af vildtet. Det kræver vilje, tålmodighed og ikke mindst held.

Jagten med bue bedrives typisk som pyrschjagt eller anstandsjagt, men kan også bedrives som trykjagt el.lign. Buejagten retter sig både mod småvildt som kaniner og ræve men i særlig grad også mod råvildtet. Hvis forholdene vurderes egnede kan der endda åbnes for buejagt på det større hjortevildt som dåvildt og kronvildt.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig