bryozokalk

Bryozokalk, limsten, en i den danske undergrund vidt udbredt kalkstenstype, der bl.a. kan ses i Stevns Klint og Fakse Kalkbrud på Østsjælland, i klinterne ved Sangstrup og Karlby på Djursland og i Bulbjerg ved Jammerbugten. Tykkelsen er oftest 30-100 m. Mange steder danner bryozokalken 5-8 m høje bankestrukturer, der fremhæves af talrige lag af flint.

Bryozokalk er dannet i Danien for ca. 65-61 mio. år siden og består som næsten alle kalksten af skelet- og skalrester af havlevende organismer. Kalkstenen har navn efter indholdet af de små kolonidyr bryozoer eller mosdyr, der normalt udgør 20-40% af kalken, og hvis skeletter kan se meget forskellige ud. I bryozokalk dominerer busklignende kolonier. Havbunden må i sin tid have været dækket af en tæt skov af disse bryozoer.

Tidligere blev bryozokalk brudt mange steder især i Nordjylland og Østsjælland. Den blev anvendt til kalkbrænding og som bygningssten, bl.a. i mange landsbykirker.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig