bryggeri

Artikelstart

Bryggeri, virksomhed til fremstilling af øl. I middelalderen blev der brygget øl overalt i bøndergårdenes og klostrenes bryggerser samt i slottenes bryghuse. I 1400-t. opstod håndværksbryggerier i bysamfundene, som fra 1500-t. blev organiseret i bryggerlav. Den enkelte danske købstad talte fra 1500-t. til 1800-t.s begyndelse adskillige håndværksbryggerier eller "bryggergårde"; bryggerhåndværket var ofte knyttet til købmandsvirksomhed og andre handelserhverv. I anden halvdel af 1800-t. udviklede håndværksbryggerierne sig til industrivirksomheder med dampbryggeriet Carlsberg (grdl. 1847) som forbillede.

Allerede under den tidlige industrielle udvikling aftog antallet af danske bryggerier hurtigt. Udviklingen i København viser tydeligt tendensen; i perioden 1650 til 1805, hvor bryggerlavet opløstes, varierede antallet af aktive bryggergårde mellem 100 og 140. I 1855 var der 25 bryggerier tilbage i hovedstaden og i 1887 14. Denne udvikling fortsatte på landsplan indtil begyndelsen af det 21. århundrede, hvor der var 13 egentlige bryggerier tilbage i hele Danmark samt tre "minibryggerier" tilknyttet restaurationsvirksomhed.

I årene efter århundredskiftet begyndte en eksplosiv vækst i antallet af mindre bryggerier. Royal Unibrew (tidl. Bryggerigruppen) og Carlsberg består i 2006 af syv bryggerier: Albani, Ceres, Faxe, Maribo og Carlsberg, Tuborg, Fredericia Bryggeri (Carlsberg). Hertil kommer de "gamle" selvstændige, Thisted Bryghus, Hancock Bryggerierne, Fuglsang, Harboes Bryggeri og Vestfyen Bryggeri. Den nye bølge af gård-, mikro- og værtshusbryggerier blev indledt med retableringen af tidligere bryggerier, fx Bryggeriet Refsvindinge og Ørbæk og etableringen af en række værtshusbryggerier, bl.a. Apollo, Svaneke Bryghus og Nørrebro Bryghus. I årene 2004-06 er der etableret en lang række nye virksomheder, og der udfoldes stor fantasi og variation i udbuddet af øl. Denne vækst skyldes bl.a. agitation fra forbrugerorganisationen Danske Ølentusiaster, der siden 1998 har argumenteret for gammeldags, traditionelt håndværksøl.

På Færøerne er der to bryggerier, Føroya Bjór i Klaksvík (grdl. 1888) og Restorffs Bryggjari i Tórshavn (grdl. 1849).

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig